»Det er ren gift for vores samfund«: Dansk AI-chef kniber sig i armen over Trumps plan.

Chefen for det nationale forskningscenter i AI frygter Donald Trumps plan om at opnå amerikansk overherredømme gennem kunstig intelligens. Det er ikke givet, at EU kan gøre sig fri, vurderer hun.
Rebecca Adler-Nissen, chef for det danske nationale forskningscenter i kunstig intelligens (CAISA), måtte af og til knibe sig i armen, da hun læste den amerikanske plan om kunstig intelligens. Kan det virkelig passe? Er det en officiel plan, eller er det plottet til en dystopisk science fiction?
Den amerikanske præsident Trump vil sætte sig på teknologien, der forventes at blive motoren i alle økonomiske sektorer. Det skal efter planen være grundlaget for USA’s verdensherredømme. Allerede her begynder skrækscenarierne at stikke af for forskningslederen.
Fakta
USA vil vinde kapløbetfold ud↗
Den amerikanske plan om at vinde kapløbet om at dominere i kunstig intelligens bygger på tre søjler:
Amerikansk innovation skal fremmes ved at fjerne besværlige regler, herunder sikkerhedsforanstaltninger. Innovationen skal styres, så systemerne fremmer amerikanske værdier.
Infrastrukturen – fabrikker, datacentre og energiforsyning – skal udbygges. Besværlige miljøkrav skal afskaffes. Der skal ikke tages hensyn til klimaforandringer.
Internationalt skal USA imødekomme efterspørgslen til alle lande, der vil deltage i den amerikanske AI-alliance. De får tilbudt AI i færdige pakker, der samler hardware, modeller, software og standarder.
»Selve grundtanken om et amerikansk overherredømme… det virker ligesom for vildt, for skørt. Jeg tænkte uvilkårligt, at de ikke mener det alvorligt. Men jo, det er ramme alvor. Og vi har allerede set konkrete eksempler på, at vores afhængighed af amerikansk teknologi kan udnyttes politisk«, siger Rebecca Adler-Nissen.